Stor opbakning til højhuse

Et stort flertal af århusianerne støtter planen om at bygge et 142 meter højt hus i den nye bydel på havnen. De ser også gerne, at der kommer flere markante højhuse i byen.

Næsten tre ud af fire århusianere synes, at højhuset på havnen er en god eller endda en rigtig god idé. Det viser en meningsmåling, som analyse-instituttet Epinion har lavet for Århus Stiftstidende.

Samtidig viser undersøgelsen, at 60 procent af byens borgere gerne vil have flere højhuse, mens 28 procent er modstandere. Flere end hver tredje århusianer kunne godt selv tænke sig at komme til at bo i et af de nye højhuse.

- Jeg er superglad for, at borgerne så massivt bakker op om højhuset på havnen. Det er endnu en understregning af, at vi er en by, der tør, hvor andre tøver. Med den nye bydel viser vi, at Århus har lederrollen i Vestdanmark, siger byens socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen til avisen.