Stor forskel på antal udrykninger

Mens lægeambulancen i Aarhus rykker ud 15 gange i døgnet, kører de vestjyske kun en til to gange i døgnet

Der er stor forskel på, hvor travlt en akutlægebil har. I Vestjylland rykker en akutlægebil kun ud en til to gange i døgnet, mens den tilsvarende bil i Aarhus rykker ud 15 gange i døgnet.

Det viser en ny evaluering af den præhospitale indsats i Region Midtjylland, som tirsdag bliver forelagt regionens forretningsudvalg.

Regionsrådsformand Bent Hansen (S) erkender, at en læge, der det meste af tiden får løn for at vente, er prisen for at skabe tryghed blandt vestjyderne. En tryghed, der koster regionen millioner hvert år.

- Hvis man ser alene på økonomien, ja så er det en dårlig udnyttelse af ressourcerne, men når vi er oppe i det område, hvor der er op til 85 kilometer til den store akutmodtagelse i Herning, så tjener akutlægebilen et andet formål. Så handler det om tryghed, siger Bent Hansen og fortsætter:

- Den pris betaler vi gerne. Med den geografi, så må vi erkende, at uden den slags tiltag, vil ændringer i sygehusstrukturen, der i forvejen er en meget øm ting, være fuldstændig umulige at gennemføre, siger Bent Hansen.

Region Midtjylland har beregnet, at en lægebil ved en standardisering af de forskellige ordninger i regionen vil koste godt 10 millioner kroner i drift om året, mens en bil med en paramediciner vil koste godt fire millioner kroner.

Akutlægebilerne var da også med i et spareforslag, da Region Midtjylland i sidste måned skulle spare næsten 500 millioner kroner.

Forslaget lød på at lukke fire akutlægebiler og i stedet erstatte dem med paramedicinere og lægeassistenter. Det ville spare 15 millioner kroner om året, men politikerne afviste det blankt.

- Meget kan man byde borgerne, men der er nogle grænser, og det ville gøre dem rasende, siger regionsformand Bent Hansen.