Stopper som træner i BSV
Nikolaj Jacobsen skal videre efter sæsonen
Efter fem år som assistenttræner for Bjerringbro-Silkeborg har Nikolaj Jacobsen nu valgt at sige stop.
Efter sæsonen stopper vil den nuværende assistenttræner have nye udfordringer - gerne med ansvaret for sit eget hold, fortæller han i en pressemeddelelse.
- Jeg har lært rigtigt meget i den tid, jeg har haft i klubben og fået mange store oplevelser igennem de fem år. Det har været spændende og udviklende at være med til at udvikle et hold fra bunden af ligaen til at være et tophold. Jeg synes, vi har haft mange spændende spillere i klubben i min tid her, og det har været en daglig glæde, at hjælpe dem med at blive bedre individuelt og som hold, fortæller Nikolaj Jacobsen.
Ifølge BSV-direktør Frank Lajer er det udelukkende Nikolaj Jacobsens egen beslutning at sige op i dag og stoppe til sommer - et år før hans kontrakt ellers udløber.
Han slår samtidig fast, at den tidligere stjernespiller i Kiel har haft en stor, positiv indflydelse på BSV.
- Nikolaj har betydet meget for den udvikling, som holdet har været igennem de senere år, og han er en afgørende faktor i de flotte resultater, vi har opnået. Han har udviklet sig til at være en træner på højeste liganiveau og har efterhånden 10 års trænererfaring.
Før Bjerringbro-Silkeborg var Nicolaj Jacobsen assisterende træner i Viborg HK.