Stopper biblioteksforsøg
Røre om forsøg med brugerbetaling får nu Randers Bibliotek til at stoppe med et nyt servicetilbud
Ballade om brugerbetaling har fået Randers Bibliotek til at indstille et forsøg med at tilbyde en færdigpakket bogpakke til travle læsere.
- Det er blevet til en politisk sag om brugerbetaling, og det har flyttet fokus fra et meget lille forsøg med at udvide servicen, siger bibliotekschef Inger Skamris.
Forsøget er blevet udlagt sådan, at folk kunne "snyde" sig foran i reservationskøen til populære nyudgivelser ved at betale 200 kroner for et ni-måneders abonnement. Men det afviser bibliotekschefen.
- Vi har forsøgt os med et pakketilbud på tre bøger til folk, som har for travlt til selv at gå på biblioteket. Det er slet ikke sikkert, at der ville være reserverede bøger i pakkerne, siger Inger Skamris.
Strider mod påbud
Socialdemokraterne medieordfører, Mogens Jensen, siger, at forsøget strider mod bibliotekslovens påbud om, at bibliotekslån og -betjening skal være gratis.
Men det afviser bibliotekschefen med henvisning til bibliotekslovens paragraf 20.
Her står, at kommunen kan opkræve vederlag af brugerne for særlige serviceydelser "som har en mere vidtrækkende karakter end benyttelse på stedet, udlån af materialer og almindelig vejledning".
S-medieordføreren mener også, at betalingsordningen strider mod forfatternes ophavsret ud fra den betragtning, at bøgerne så lejes - og ikke lånes ud.
Det tager bibliotekschefen heller ikke for gode varer og siger, at der er forskellige tolkninger af loven om ophavsret.
Ifølge Inger Skamris er Styrelsen for Bibliotek og Medier på vej med en juridisk opklaring af, om det er lovligt med den slags betalingsforsøg, som Randers Bibliotek har haft.