Stjernebesøg i Ry Biograf
Viggo Mortensen kigger forbi Ry Biograf sammen med Ghita Nørby for at vise filmen Jauja, som de begge spiller med i
Det kommer næsten til at dufte af Hollywood i Ry den 9. maj.
Her kigger stjerneskuespilleren Viggo Mortensen, der blandt andet er kendt for de mangedobbelte Oscar-vindende 'Ringenes Herre'-film, forbi Ry Biograf. Med sig har han Ghita Nørby.
Det sker for at vise filmen Jauja, som både Viggo Mortensen og Ghita Nørby medvirker i. Filmen er endnu ikke blevet vist i de danske biografer, men nu kommer skuespillerne forbi udvalgte biografer og viser den frem. En af de biografer er altså Ry Biograf.
- Det er helt fantastisk. Jeg er så glad, og jeg har gelé i knæene, siger Birgitte Karlshøj, der er leder af Ry Biograf, der er en frivillig biograf.
Besøget har stor betydning for Birgitte Karlshøj og biografen.
- Det er det største. Det er højdepunktet for Ry Biograf. De kommer efter filmen og taler om den, og jeg har tænkt mig, at jeg skal have et godt glas argentinsk rødvin stående, så vi kan få en snak, siger Birgitte Karlshøj med henvisning til, at filmen foregår i Argentina - nærmere bestemt Patagonien.
Aftalen kom i stand, efter at Birgitte Karlshøj selv ringede til filmen danske co-producer, efter hun læste, at Viggo Mortensen selv var interesseret i at vise filmen frem herhjemme.
- Og så spurgte hun, om vi kunne den 9. maj, og så måtte jeg jo råbe 'ja!', siger Birgitte Karlshøj.
På grund af Ry Biografs beskedne størrelse er der kun plads til 93 gæster. Billetsalget begynder i aften klokken 20.00.