Stjal stol til 60.000 kr.
Indbrudstyve gik målrettet efter kostbar stol
Ukendte gerningsmænd brød i nat ind hos Møbelhuset Silkeborg. Indbrudstyvene skaffede sig adgang til forretningen ved at bryde hoveddøren op.
I samme øjeblik blev butikkens tyverialarm og røgkanon aktiveret.
Det forhindrede dog ikke de ubudne gæster i at stjæle en Ox-chair-stol, også kaldet "Pøllestolen", til en værdi af 60.000 kroner.
Alarmen gik kl. 00.53 og politiet i Silkeborg sendte et minut efter en patruljevogn af sted, men trods den hurtige udrykning var indbrudstyvene over alle bjerge, da ordensmagten nåede frem.
Lokalpolitiet i Silkeborg er på bar bund i sagen, og hører derfor meget gerne fra vidner, der har set noget mistænksomt i området ved Stagehøjvej omkring gerningstidspunktet.
Politiet kan kontaktes på tlf. 114.