Statsforvaltning lukker skolesag

Statsforvaltningen vil ikke foretage sig yderligere i sagen om lukkethed i forbindelse med skoleforhandlinger

Der er ingen løftede pegefingre eller påtaler på vej til Randers Kommune efter beskyldninger om, at flere af byrådets partier med borgmester Claus Omann Jensen i spidsen har holdt dokumenter skjult for de øvrige partier.

Det fremgår af en udtalelse fra Statsforvaltningen, som kommunen og de involverede parter har modtaget i dag.

Se også: Et klokkeklart lovbrud

Sagen er blevet rejst over for forvaltningen på opfordring fra Velfærdslisten og Beboerlisten. Begge partier var utilfredse med, at de ikke fik indsigt i en række Power Point-dokumenter.

Dokumenterne indgik som en del af forhandlingerne i forbindelse med skoleforliget i Randers, som betød lukning og omstrukturering af kommunens skoler.

Velfærdslisten og Beboerlisten mente, det var i strid med reglerne, at de blev udelukket fra at få indsigt i dokumenterne.

Til det skriver Statsforvaltningen i sin udtalelse:

- Det er Statsforvaltningens opfattelse, at Randers Kommune ikke har handlet i strid med lovgivningen ved tilbud om forvaltningens bistand til byrådets medlemmer i forbindelse med politiske drøftelser af skolestrukturen i Randers Kommune.

Statsforvaltningen medgiver dog samtidig, at Power Point-dokumenterne muligvis skulle være udleveret til alle:

- Statsforvaltningen er mest tilbøjelig til at antage, at materialet, som den kommunale forvaltning benyttede ved sin bistand i forbindelse med politisk drøftelse af skolestrukturen, vil være omfattet af kommunestyrelses-lovens § 9, stk. 1, om kommunalbestyrelsesmedlemmers ret til sagsindsigt, men finder ikke anledning til at foretage mere vedrørende dette forhold, da materialet efterfølgende er offentliggjort.

Der vil ikke ske yderligere i sagen, oplyser Statsforvaltningen i samme udtalelse.