Star Wars-teknik mod råger
Laserkanoner skal udrydde plagsomme råger
Rågerne i den største koloni i hele Aarhus kan vente sig. En jæger, Jesper Schytte, har opfundet en effektiv bekæmpelsesmetode, der er både Darth Wader og Luke Skywalker værdig.
Det er Brabrand Boligforenings medlemsblad, Skræppebladet, der ifølge stiften.dk fortæller, hvordan blandt andre boligforeningens seniorbofællesskab, Voldbækhave, er så plaget af de skrigende fugle, at de har hyret Jesper Schytte.
Han er professionel jæger og vildtkonsulent og den eneste i Danmark, der med held har bekæmpet rågekolonier med laserkanoner.
Jesper Schytte har fået grønt lys fra politi og luftfartsmyndigheder til at stille laserkanoner op i Årslev, skriver stiften.dk.
Opstiller laserkanoner
Fem laserkanoner vil Jesper Schytte stille op. Ved daggry og ved solnedgang går kanonerne helt automatisk i gang med at bombardere de over 500 rågereder i skoven med laserstråler.
Laserbeskydningen har givet gode resultater i den sjællandske landsby, Fuglebjerg, hvor det efter en måneds beskydning lykkedes Jesper Schytte at få rågerne til at flytte et andet sted hen.
Kolonien i Årslev er især et problem for de demente beboere på plejehjemmet Møllegården, der bliver meget skræmte over de nærgående, sorte fugle.
Men kolonien har nu spredt sig så meget, at rågerne også generer private lodsejer samt Tre Ege, Kirkens Korshærs kursuscenter og herberg, hvor det i perioder er umuligt at sove for åbne vinduer.
Kilde: stiften.dk