Spritbilist søgte hjælp hos politiet
En stærkt beruset mand opdagede for sent, at det var politistationen han søgte hjælp hos, da hans bil var punkteret på begge fordæk i Randers.
Det var ikke lige det heldigste sted, en mand fra Randers i nat valgte at opsøge hjælp, efter at han var punkteret. Det fortæller radio ABC Nyhederne.
Manden, der er 33 år, var punkteret på begge fordæk og dertil meget beruset. Med møje og besvær fik han bakset bilen ind på en parkeringsplads i Randers, hvorefter han ringede på i den nærmeste bygning med lys i.
Til mandens uheld viste det sig at være politigården, han havde opsøgt. Da det gik op for ham, opgav han sit forehavende med at spørge om han måtte efterlade sin bil på parkeringspladsen, og hente den senere.
Betjenten, der åbnede, mente dog, at det var bedst at få manden indenfor. Her blæste han i alkometeret, som viste en promille på 2,17.
Ordensmagten valgte derefter at køre manden hjem, oplyser ABC Nyhederne.