Spelmann vil på landsholdet

AC Horsens-profil opsat på slutte året godt af

Foto: Allan Baden

AC Horsens-profilen Martin Spelmann har en tro på, at han er en af de spillere, som landstræner Morten Olsen overvejer at tage med på ligalandsholdets tur til Thailand i januar.

- Det er klart, at jeg tænker på ligalandsholdet. Jeg vil gerne slutte året godt af, og gør jeg det, så tror jeg også, at det er svært at komme uden om mig, siger Martin Spelmann.

Søndag blev midtbanespilleren matchvinder, da AC Horsens vandt med 1-0 på Brøndby Stadion.

- Hvis jeg fortsætter sådan her, så kan det godt være, at chancen kommer. Så vil jeg tage den.

- Ligalandsholdet er en stor mulighed - også når man går med udlandsdrømme. Jeg vil gerne med, men tiden må vise, om det lykkes, siger Spelmann.

Sidste chance for at imponere landstræner Morten Olsen er på søndag, når AC Horsens gæster Lyngby i Superligaen.