Sparer 34 mio. på ældreområdet
Især administrationen rammes hårdt af besparelser
Besparelserne i Aarhus Kommune kommer til at gå hårdt ud over de administrative funktioner, siger sundhedsrådmand Dorthe Laustsen (SF).
I det oplæg som hun fremlægger mandag vil administrationen på ældreområdet blive skåret med 34 millioner kroner årligt de næste 4 år.
- Selv om hver eneste krone sparet på administration er en krones mindre besparelse på tiden sammen med de ældre, så vil det betyde forringelser for borgerne, for eksempel i form af længere sagsbehandlingstider. Og så er det klart, at medarbejderne vil mærke, at der bliver tyndet ud i den øverste ledelse, og at vores lokalcentre bliver slået sammen i større enheder, vil heller ikke gå ubemærket hen, udtaler Dorthe Laustsen i en pressemeddelelse.
Ud over besparelser på administrationen lægger rådmanden op til at hente besparelser ved at skifte fra såkaldte kompenserende tilbud til rehabiliterende tilbud. På sigt betyder det, at færre borgere vil modtage hjælp fra kommunen.