Spansk spiller til AGF

På kontrakt resten af sæsonen

Foto: AGF

AGF har skrevet kontrakt med den spanske forsvarsspiller David Cortés. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

35-årige Cortés er en erfaren forsvarsspiller og har spillet 218 kampe i den bedste spanske række for blandt andet Getafe og Mallorca.

Cheftræner i AGF Morten Wieghorst glæder sig til at arbejde med sit nyindkøb. Især Cortés' store erfaring glæder træneren.

- Han kan tilbyde os en masse både på træningsbanen i forhold til vores træningsmiljø og til kamp i kraft af sine fodboldmæssige kvaliteter og sin store erfaring, siger Morten Wieghorst til klubbens hjemmeside.

David Cortés skifter til AGF på en fri transfer, da hans kontrakt udløb med Real Zaragoza i sommer.