Sort stork på besøg

Storken blev spottet i Skødstrup

En sort stork er på besøg i Skødstrup for tiden.

Fuglen blev set ved Plejehjemmet Kløvervangen i Skødstrup nord for Aarhus i mandags.

Her blev der taget et par billeder af den sorte stork, som går rundt på parkeringspladsen, men storken hyggede sig også i plejehjemmets anlagte dam.

Dansk Ornotologisk Forening bekræfter, at det er en sort stork på billedet.

- Det skønnes, at antallet af sort stork i midten af 1800-tallet var omkring 150 par. Omkring år 1900 var der kun 70 par tilbage, og arten forsvandt som dansk ynglefugl i 1953. I 1980'erne dukkede arten igen op, og siden da har der været omkring 20 ynglefund i Danmark, skriver Naturstyrelsen på sin hjemmeside.

Den sorte stork er normalt en smule mindre en den hvide, og den er mest udbredt i det centrale Europa og i bælte østover gennem det centrale Asien og til Stillehavskysten.