Sondemad: Nu er der syv døde babyer
Baby på Skejby Sygehus døde efter at have fået mad igennem en sonde fra firmaet Unomedical A/S.
Antallet af babyer, der er døde, efter at en sonde har lavet hul i mavesækken, er nu oppe på syv, skriver Ekstra Bladet.
Siden bladet afslørede, hvordan fire babyer har mistet livet på Rigshospitalet, efter at de har fået sondemad, er der nemlig dukket flere eksempler frem på landets øvrige sygehuse.
Det er sygehuse i både Odense, Århus og Esbjerg, som beretter om dødsfald, efter at en sonde er gået igennem mavesækken på en nyfødt.
Alle sygehuse bruger sonder fra Unomedical A/S ligesom på Riget.
Århus Universitetshospital i Skejby har efter Ekstra Bladets artikel gennemgået hospitalets behandling med sonder og fundet et enkelt eksempel for cirka et år siden.
Det har dog ikke fået hospitalet til at skifte sonderne ud, ligesom de har gjort på Riget.Også på Sydvestjysk Sygehus har man registreret et tilfælde for omkring fire siden. Det bekræfter kommunikationschef Charlotte Banke overfor Ekstra Bladet.
Sygehuset mistænkte dog aldrig sonden og har derfor ikke skiftet den ud. Hos Lægemiddelstyrelsen har man foreløbig modtaget fire indberetninger om produktet - alle fra Rigshospitalet.
Sektionsleder Ellen Jespersen håber, at andre sygehuse vil indberette, hvis de har oplevet noget lignende.
- Vi er glade for Ekstra Bladets artikler og håber, at det kan føre til, at også andre fortæller os om den slags alvorlige situationer.
Lægemiddelstyrelsen forventer en færdig rapport fra producenten den 12. juli.
Kilde: Ekstra Bladet