Solidt forsvar sikrede sejr
Sikker Randers HK-sejr over Aalborg
Et solidt forsvar sikrede tirsdag aften Randers HK to stensikre point i kvindernes håndboldliga.
Kronjyderne lukkede således kun 16 mål ind, da de på hjemmebane i Skylina Arena i Randers tog imod Aalborg HK. Kampen endte med en overlegen sejr på 26-16 til Randers-kvinderne.
Allerede ved pausen havde de randrusianske kvinder lagt afstand til gæsterne. Midtvejs i opgøret stod der 10-6.
- Aalborg DH har et godt arsenal af bomber at sende af sted fra bagkæden, men i dagens kamp manglede en affyringsrampe, og nordjyderne måtte alt for ofte kæmpe sig til chancerne på egen hånd. Den slags koster ikke alene kræfter, det er også en vanskelig opgave overfor et aggressivt forsvar med typer som Mette Melgaard og Nina Wörz, skriver Randers HK på sin hjemmeside.
Desværre for Randers HK vandt de øvrige tophold tirsdag aften også deres respektive kampe. Dermed er kronjyderne stadig et enkelt point efter de to tophold i ligaen, Viborg og Tvis/Holstebro.