SOK undskylder alligevel
SOK har ændret mening og giver nu alligevel undskyldning til efterladte til to fiskere
Først nægtede Søværnets Operative Kommando at bruge ordet "undskyld " om deres fejl i en redningsaktion i Kattegat, der kostede to fiskere livet. Men efter en dags betænkningstid har SOK ændret holdning.
- De pårørende til de forliste har efterfølgende efterspurgt en undskyldning fra SOK for den sene alarmering af redningsbåden fra Grenaa. Den undskyldning har jeg i dag givet, siger kontreadmiral Finn Hansen, der er chef hos SOK.
De to fiskeres kutter blev sejlet ned af en svensk coaster tirsdag den 18. januar om aftenen, hvorefter en større redningsaktion blev sat i gang.
På grund af en intern kommunikationsfejl i SOK blev den lokale redningsstation i Grenaa først alarmeret mere end en time efter ulykken. Efter 40 minutter ankom en helikopter til ulykkesstedet, men på det tidspunkt var det for sent at redde de to fiskeres liv.
SOK ville i første omgang kun beklage fejlen, fortalte kommandør Lars Henrik Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- I ordet "undskyld" ligger ordet "skyld". Og selve skyldsspørgsmålet for, at ulykken sker, og de to fiskere derved omkommer, er Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed ved at undersøge, sagde kommandøren.