Søger vidner til groft røveriforsøg

Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde to gerningsmænd, som med økser og pistol forsøgte at røve en guldsmed

01:11

1 af 2

Fredag den 10. april forsøgte fire gerningsmænd at røve Knud Pedersen Ure & Smykker på hjørnet af Sct. Clemens Torv/Sct. Clemens Stræde i det centrale Aarhus med pistol og økser.

To personer er anholdt i sagen, men Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at identificere yderligere to gerningsmænd, som slap væk fra stedet.

Økser og pistol

De fire gerningsmænd indfandt sig i slusen ind til forretningen klokken 17.25, hvor de med økser forsøgte at smadre den inderste glasdør ind til forretningen. Det lykkedes ikke for røverne, hvoraf den ene var bevæbnet med en pistol, og de valgte derfor at stikke af fra stedet via Strøget i retning mod Banegården, hvorefter de drejede til venstre ad Posthussmøgen, oplyser Østjyllands Politi.

Under flugten smed gerningsmændene den ene økse i Aarhus Å, og de forsøgte at smide en taske i også, men det mislykkedes.

Det er lykkedes for Østjyllands Politi at fiske øksen op ad vandet, ligesom der på flugtruten også blev fundet endnu en økse. De er begge af mærket Green, og de er turkisgrønne på det 80 centimeterlange skaft og en del af bladet.

To personer anholdt

Kort tid efter røveriforsøget blev to rumænske mænd på begge 19 år anholdt, og de sidder nu varetægtsfængslet, men de to resterende gerningsmænd er fortsat på fri fod, og derfor beder Østjyllands Politi om hjælp til at finde de to, som formodes at være fra Rumænien også.

- Det er den retning, vi arbejder i, siger Anders Uhrskov, der er politikommissær ved lokalefterforskning hos Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi søger derfor vidner og vil meget gerne høre fra:

o Vidner, der har set gerningsmændene FØR røveriet, evt. på Strøget/Søndergade eller før dette. Gerningsmændene beskrives som:

- Mænd

- Formentlig alle rumænske

- 18-22 år

- Alle slanke

- Iført hhv. lyse og sorte cowboybukser samt mørke jakker/trøjer.

- Én af gerningsmændene, der går lidt foran de andre, bærer på en brun taske, hvori de to økser ligger. Håndtagene på økserne stikker op af tasken.

o Vidner, der har set gerningsmændene EFTER røveriet.

o Vidner, der har kendskab til, hvor gerningsmændene kan have overnattet - vandrehjem, sommerhus, hotel eller eventuelt i telt

o Folk, der forhandler "Green" økser - eller kender nogen der gør?

o Borgere, der har fået stjålet "Green" økser?

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114 eller 8731 1448.

I videoen øverst på siden kan du se røveriforsøget fra to forskellige vinkler, hvor gerningsmændene udstyret med økser prøvede at smadre sig vej ind i forretningen.

Her kan du se flere billeder af de fire gerningsmænd og af de omtalte økser.