Sodavand giver fedt i leveren
Sodavand i stride strømme skader leveren
Sodavand, der er sødet med sukker, fører til en fordobling af fedtindhold i lever og bughule, hvis man drikker det i store mængder. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet.
Undersøgelsen er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Clinical Nutrition, oplyser Ingeniørens netavis.
I alt 47 forsøgspersoner har deltaget i undersøgelsen. De blev delt i fire grupper, der drak henholdsvis sukkersodavand, light-sodavand sødet med et kunstigt sødestof, skummetmælk samt vand.
Efter en liter sodavand om dagen i et halvt år havde forsøgspersonerne øget fedtindholdet i lever og bughule til mere end det dobbelte. Forsøgspersonerne tog dog kun 1,3 kilo på under forsøget.
- Vi kunne ikke dokumentere, at de blev fede af at drikke sodavand. Men de får fedtaflejringer der, hvor man ikke skal have det, nemlig i leveren og bughulen, siger Bjørn Richelsen, professor ved Aarhus Universitet, til Ingeniøren.
Skummetmælk har ikke samme effekt
Kun de sukkersødede sodavand gav problemer. Skummetmælk havde ikke samme effekt, selv om den har omtrent samme energi-indhold som sodavand. Der var heller ikke skadelige effekter af den kunstigt sødede sodavand.
Forskerne bag undersøgelsen mener, at store mængder sodavand øger risikoen for at få sukkersyge. Særligt unge har desuden risiko for at få sygdommen ikke-alkoholisk fedtlever.
Problemet med sukkeret i sodavand hænger især sammen med den såkaldte fruktose. Det findes også i frugt, og det rejser spørgsmålstegn ved at drikke frugtjuice i større mængder.
Bjørn Richelsen peger dog på, at frugtjuice også indeholder mange sunde stoffer, der kan modvirke de skadelige effekter. Desuden magter folk ikke at drikke en liter juice dagligt i et halvt år.