Snydt af lottospiller
Der manglede 500 kr., da manden forsvandt ud af butikken
Det lykkedes sent onsdag eftermiddag for en ukendt gerningsmand at snyde en ekspedient i en butik i Rønde på Djursland.
Ifølge Østjyllands Politi kom manden ind i butikken kort før kl. 18. Han købte en lottokupon til 50 kr. og betalte med 500 kr.
Efter at have fået byttepengene tilbage ønskede manden at veksle penge. Han forlod derefter butikken.
Nogle timer senere kunne ekspedienten konstatere, at der manglede 500 kr. i kassen. Tricktyveriet blev derefter anmeldt til politiet.
Manden er cirka 55 år gammel og har et østeuropæisk udseende. Han har kort gråt hår og en almindelig kropsbygning.
Gerningsmanden var venlig og anvendte udelukkende tegnsprog. Han var iført mørke bukser og en lys jakke.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 112.