Snydes i forsikringskaos
Advokatfirma er blevet hyret til at kradse penge ind til Aarhus Kommune
Landets kommuner mister millioner, fordi forsikringsselskaberne ikke informerer dem om, at de kan få dækket deres udgifter til sygedagpenge. Det skriver dagbladet Politiken tirsdag.
Det har forsikringsselskaberne ellers en pligt til ifølge sygedagpengeloven.
En ny opgørelse fra Kommunernes Landsforening viser, at kommuner som Gladsaxe, Albertslund, Rødovre, Fredericia og Ishøj stort set ikke har fået udbetalt nogen erstatning fra forsikringsselskaberne i hele 2009, mens en række andre kommuner kun har modtaget begrænsede erstatningsbeløb.
Ikke i tvivl
Advokatfirmaet HjulmandKaptain er en af de største aktører på markedet for inddrivelse af sygedagpengeerstatninger. Og firmaet er ikke i tvivl, skriver Politiken:
De økonomisk hårdt pressede kommuner bliver snydt af forsikringsselskaberne, og ifølge firmaets beregninger koster det hvert år kommunerne mere end hundrede millioner kroner.
- Hvis kommunerne ikke er opmærksomme på deres krav i disse sager, kommer pengene aldrig ind. Det er vores erfaring, siger advokat Lingsie Jensen fra HjulmandKaptain til Politiken.
Tager sagen i egen hånd
Flere kommuner har taget sagen i egen hånd og hyret advokatfirmaer til at klemme erstatninger ud af forsikringsselskaberne.
Det gælder blandt andre Aarhus Kommune, som i sommeren 2009 satte HjulmandKaptain til at klare opgaven. Siden da har advokaterne kradset 23 millioner kroner ind til aarhusianerne.
Konsulent Camilla Treldal Jørgensen fra Kommunernes Landsforening (KL) bekræfter, at der er store forskelle på kommuners indtægter på erstatninger.
- Jeg skal ikke dømme forsikringsselskaberne, men når man ser på tallene, kan jeg da komme i tvivl om, hvorvidt forsikringsselskaberne er klar over, at de har den her opgave, siger hun til Politiken.
Gitte Danelund, der er advokat i brancheorganisationen Forsikring & Pension afviser, at forsikringsselskaberne undlader at underrette kommunerne.
- Så det er egentlig bare op til kommuner at fremsende krav, hvis de har et, siger hun til Politiken.
Kilde: Dagbladet Politiken