Smutvej til Fjernøsten

Flyv fra Tirstrup til Finland og skyd genvej til Asien, lokker flyselskabet bag en ny rute fra Aarhus Lufthavn

Det er ikke "bare" en ny flyrute fra Tirstrup til Helsingfors i Finland, som åbner den 21. marts, lokker flyselskabet Sun-Air.

Det er også en smutvej, hvis målet for rejsen er Fjernøsten. Ifølge Sun-Air er det nemlig hurtigere at flyve via Helsingfors på vejen til Asien og Fjernøsten end at flyve over Frankfurt eller Paris. Det skriver JP Århus og nyhedstjenesten Chreck-Inn.dk.

Dermed udfordrer Sun-Air samtidig de to flyselskaber Lufthansa og Air France, der arbejder på at oprette ruter fra Tirstrup til netop Frankfurt - som er Europas største transitlufthavn - og Paris.

 

Sun-Airs rute til Helsingfors vil blive fløjet en gang dagligt på alle hverdage samt søndag og vil blive opereret i et såkaldt code-share samarbejde med Finnair.

Sun-Air har hidtil opereret ruten fra Billund Lufthavn, men flytter den nu til Aarhus. Allerede i september sidste år kundgjorde  kommerciel direktør i Sun-Air, Kristian Tvergaard:

- En flytning til Aarhus Lufthavn er flyvetidsmæssigt fordelagtigt, ligesom vejnettet til Aarhus Lufthavn netop er blevet stærkt forbedret. Dermed er Aarhus Lufthavn blevet mere attraktiv for langt flere jyske rejsende.