Smukfest med strøm på

Hvordan er det lige, man sparer på strømmen, når man er på festival, når der også er koncertbilleder, der skal tages?

Telia og Smukfest er igen i år gået sammen om mobildækningen af årets Smukfest.

Og i takt med at flere og flere festivalgængere bruger deres telefon til at optage koncerter, tage billeder og søge på reglerne til forskellige drukspil er der også kommet et stigende behov for at få genopladet telefonen.

Det vil Telia og Smukfest i samarbejde gøre lettere, og derfor introduceres der i år en Telia/Smukfest-mobiloplader.

Det er en bærbar mobiloplader, som kan byttes gratis ud rundt omkring på festivalområdet. Det koster dog 249 kroner at købe adgang til opladningerne.

- På denne måde behøver man ikke konstant at tænke på, hvordan man kan få opladt sin smartphone. Du har simpelthen ekstra strøm med i lommen. Samtidig har vi sat en lommelygte i den bærbare oplader, så man undgår en anden velkendt festivalproblematik, når man skal finde tilbage til sit telt uden at falde over pløkker og barduner undervejs, siger Christoph Nørgaard, privatkundedirektør i Telia, i en pressemeddelelse.