Småbåde sættes ind på ruten
Anholtfærgen sejler først den 9. september
Anholtfærgen, M/F Anholt, er stadig ikke klar til at sejle, og derfor sættes der nu småbåde ind på ruten, så der kan fragtes personer og varer frem og tilbage mellem øen og Grenaa.
Og derfor kan de nu ånde lettet op på Anholt Kro, som har gjort klar til et maratonløb på øen på lørdag.
Anholtfærgen har siden mandag ligget i dok i Grenaa på grund af problemer med propelleranlægget, og den kommer først til at sejle igen den 9. september.
Men indtil da er der sat småbåde ind på ruten.
- Vi har chartret 2 crew både. De kan have henholdsvis 10 og 12 personer med, og overfartstiden er cirka 2 timer. Vi kan muligvis chartre 1 skib mere, men vi afventer godkendelse, oplyses det på færgens hjemmeside.
Og det vækker glæde på den lokale kro, at der nu er blevet indsat både, som kan sejle beboere og gæster frem og tilbage mellem øen og Grenaa.
Lørdag er der nemlig arrangeret et maratonløb på Anholt, og derfor har Anholt Kro fyldt kølerummet helt op, da kroen skal bespise 350 gæster i to dage i forbindelse med løbet.
- Jeg er meget glad for, at der er fundet en midlertidig løsning, for ellers havde vi tabt en masse penge på alt den mad, som vi har købt ind i forbindelse med arrangementet. Jeg havde nok fået en mindre depression i et par dage, hvis der ikke var fundet en løsning. Men jeg er glad nu, siger hans Møbjerg, der har Anholt Kro.
De midlertidige afgangstider er endnu ikke fastlagt, men de kommer til at blive anderledes end de normale.