Slut med druk og sex i rus-ugen

Nye retningslinjer for tutorer på engelsk-studiet

01:52

genrefoto

1 af 2

Når Aarhus Universitet på mandag tager i mod de nye studerende, vil de blive modtaget af mere ædru rusværter end tidligere - i hvert fald når det gælder dem, der skal starte på engelsk. Her har tutorerne nemlig valgt ikke at drikke i rusugen

- Vi gør det her i år, fordi vi godt vil komme nogle ting i forkøbet. Vi bryder os ikke om meget, meget fulde russere, der vælter rundt og ikke kan kende hverken hoved eller hale på sig selv eller på studiet. Vi har derfor valgt at sætte fokus på fagligheden og på at skabe nogle relationer, som man også har dagen efter, siger Nanna Smith Vinther, head-tutor på engelsk på Aarhus Universitet, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Udover et alkoholforbud, må tutorerne heller ikke have et seksuelt forhold til de nye studerende, mens rustiden står på.

- Det bliver et problem, hvis der opstår et forhold mellem tutoren og den nye studerende. Det kan hurtigt medføre favoritisme - og vi vil meget gerne inkludere så mange som muligt, siger Nanna Smith Vinther.

Studenterrådet på Aarhus Universitet erkender, at rusugen kan løbe løbsk, men initiativet fra engelskstudiet skal ikke påtvinges på de andre studieretninger, lyder det fra Anders Graversen Vesterlund, som er formand for Studenterrådet.

- Hvis engelsk får en god idé, så lad dem gøre det. Det kan jo være at andre kan lære af det. Men jeg tror ikke på at strenge regler for alle studieretninger er vejen frem, siger han.

Se mere i indslaget øverst.