Slagteri sender job til udlandet
Danish Crown med hovedsæde i Randers flytter 65 stillinger til Tyskland.
Slagteriselskabet Danish Crown med hovedsæde i Randers leverede i dag endnu et bevis på, at danske fødevarevirksomheder søger at sende stadig flere job til udlandet.
Danish Crown vil flytte 65 arbejdspladser fra afdelingen i Slagelse til Boizenburg i Tyskland, oplyste selskabet. Planen er, at den såkaldte skærestue for udbening af grise-forender skal lukkes til februar. Den årlige besparelse ved den manøvre skønnes at blive på 10 millioner kroner.
For et par dage siden offentliggjorde Danish Crown et efter omstændighederne pænt årsresultat. Samtidig blev det dog oplyst, at selskabet - ud over de budgetterede rationaliseringer - ville finde besparelser på yderligere 50 millioner kroner. Lukningen af afdelingen i Slagelse er en del af disse besparelser, oplyser administrerende direktør Kjeld Johannesen. /ritzau/