Slået, sparket og røvet

Ung mand overfaldet

Foto: Colourbox og Google Maps

En ung mand på 18 år blev i weekenden overfaldet og røvet i Fiskergade i det centrale Aarhus.

Den 18-årige kom gående ved Fiskergade, som løber parallelt med Åen, da han pludselig mærke, at en mand stjal hans pung op ad baglommen.

Det fik den 18-årige til at vende sig om og skubbe gerningsmanden væk.

Men det resulterede i, at flere personer overfaldt den 18-årige og dyngede ham til med slag og spark.

- I det samme blev den 18-årige overfaldet af flere af dennes kammerater, hvorved den 18-årige blev sparket og slået, mens han lå ned, oplyser Østjyllands Politi.

Da den 18-årige efterfølgende kom på benene igen, lykkedes det for ham at finde sin pung, som dog var blevet tømt for kontanter.

- Det er et groft overfald, siger politikommissær Jens Rønberg fra Østjyllands Politi.

Den ene gerningsmand beskrives som somalisk af udseende, omkring 17 til 19 år gammel og mellem 182 til 187 centimeter høj. Han er spinkel af kropsbygning og har sort og kort hår samt et skæg på hagen på omkring 1 centimeter. Han talte dansk.

- Vi har kun et signalement af den ene person, men det kan hænge sammen med, at den 18-årig har dækket sit ansigt med armene, da han blev slået og sparket og derfor ikke kunne se de andre medgerningsmænd ordentligt, siger Jens Rønberg.

Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra eventuelle vidner eller personer, som har oplysninger i sagen.

Overfaldet skete natten til lørdag omkring klokken 03.00-03.30 i Fiskergade i det centrale Aarhus tæt på Åen.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.