Slået ned på skovsti
Politiet efterlyser en ung mand for voldsomt overfald ved Hadsten
En 19-årig mand måtte en tur på skadestuen, efter han ved et uheld stødte ind i en anden mand på en mørk skovsti tæt ved Håndværkerskolen mandag ved 19-tiden.
Sidstnævnte tildelte herefter den 19-årige flere knytnæveslag i nakken og i ansigtet.
- Det er jo helt forrykt at slå en mand, fordi han ved et uheld kommer til at støde ind i vedkommende. Så vi vil meget gerne høre fra personer som kender til gerningsmanden, siger Mogens Brøndum, politikommissær ved Østjyllands Politi.
Gerningsmanden beskrives som 15-20 år, ca. 180-185 cm. høj, lyst kort hår og almindelig af bygning. Han var i ført sorte posebukser af mærket "Royal" og en blå hættetrøje.
Østjyllands Politi modtager oplysninger på tlf. 114.