Skraldespande video-overvåges
Forsker: Det var næppe meningen med reglerne
Brabrand Boligforenings afdeling på Gudrunsvej i Gellerup har fået tilladelse til et forsøg med videoovervågning af en containergård. Det fortæller DR Østjylland.
- Vi har nogle containergårde udenfor vores blokke, hvor der tit er meget beskidt, og hvor der tit kommer folk udefra og sætter affald, siger Helle Hansen, der er beboerrepræsentant i boligforeningen.
Men forsøget mødes allerede med kritik.
- Meningen med, at boligforeninger fik lov til at sætte videoovervågning op på offentlige arealer var, at de skulle bekæmpe bandekriminalitet, ildspåsættelser, indbrud og den slags ting, så det er lidt overraskende, at de har fået lov til at sætte det op ved en affaldscontainer, siger Peter Lauritsen, der forsker i videoovervågning på Informationsvidenskab på Aarhus Universitet.
Helle Hansen mener dog, at det giver ganske god mening at overvåge containerne.
- Det er forbudt at aflevere affald i andre folks containere, og noget af det, man siger om vores område er, at det ligner slum og er beskidt. Noget af det starter i vores containergårde, som vi i flere år har haft problemer med at holde orden på, siger Helle Hansen.
Men set fra forskerens synspunkt, er det nye forsøg med til at markere, at loven om overvågning, som trådte i kraft 1. juli sidste år, bliver tolket meget bredt.
- Hvis man får lov til at videoovervåge en containergård, hvor kan man så ikke få lov til det. Hvor brede er rammerne så i virkeligheden, siger Peter Lauritsen.