Skovbakken vandt lokalopgør

Trods en mand i undertal vandt Skovbakken slaget om Nordbyen

Aarhus Fremad fik en mindre snitter i udekampen på Vejlby Stadion. Arkivfoto

Skovbakken har - i hvert fald for en stund - genvundet tronen som Nordbyens bedste fodboldklub i Aarhus.

Lørdag eftermiddag vandt Skovbakken i overlegen stil opgøret mod lokalrivalerne fra Aarhus Fremad med hele 3-0.

Den suveræne hjemmesejr kom endda i hus, selv om Skovbakken det meste af kampen var en mand i undertal.

Striden mellem de to klubber har dybe rødder. De to klubber har løbende konkurreret mod hinanden om, hvem der er førsteudfordrer til AGF.

Tidligere havde Skovbakken førertrøjen, men i 80'erne og 90'erne tog Aarhus Fremad et nærmest historisk spring op igennem fodboldrækkerne og nåede endda at spille to sæsoner i Superligaen.

Planer om en fusion mellem holdene er i dag skrinlagt, og begge klubber frister en tilværelse i 2. division vest.

Skovbakken-Aarhus Fr. 3-0 (1-0)

1-0 Daniel Sivertsen (41. minut)
2-0 Paulo Fernando Maciel (47. minut)
3-0 Anders Schultz (72. minut)

Udvisning: Niklas Kristensen, Skovbakken (18.)

Tilskuere: 338