Skolerengøring skal ske om dagen

På skolerne i Silkeborg skal rengøringen fremover ske i dagstimerne. Årsagen er nedskæringer.

Når der i fremtiden skal moppes gulve på skolerne i Silkeborg Kommune, kommer det til at ske, mens børnene også er på skolen.

Hidtil har rengøringen, som på de fleste andre skoler i landet, foregået enten tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Men nu skal der spares fire millioner kroner på skolerengøringen, og det skal ske ved at spare nattetillæg væk.

På Hvinningdalskolen i Silkeborg har man allerede i flere år kørt med rengøring i dagstimerne, og erfaringerne er positive.

- Det betyder, at børnene finder ud af, at der faktisk er nogen, der går og gør rent, og at det ikke bare er noget, der kommer af sig selv. Og det gør det meget nemmere at forstå, at det er en opgave, vi skal være fælles om, siger Peter Tvede, der er teknisk serviceleder på Hvinningdalskolen, til Midtjyllands Avis.

Den nye rengøringsmodel træder i kraft fra 1. februar.