Skoleelever på rågejagt
Eleverne fra en skole i Skanderborg er med den lokale jagtforening på rågejagt
Ejer Bavnehøjskolen ved Skanderborg tager nye metoder i brug i undervisningen i biologi og natur-og teknologi.
Eleverne fra 5. og 6. klasse tager med den lokale jagtforening på rågejagt, hvor de er med til at først at skyde fuglene og efterfølgende disikere og spise dem.
- Det er en anderledes måde at lave undervisning. Det er konkret undervisning, da de ved, hvad de har med at gøre, siger jæger Palle Myrdal Jensen, som har eleverne med på jagt, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Eleverne er helt med på, hvorfor jægerne er nødt til at skyde rågerne.
- Det er fordi, de tager landmændenes korn, og så kan de blive syge og smitte andre fugle, og så er der for mange, siger Stine Due Vium fra 5.a på Ejer Bavnehøjskolen.
Eleverne er med til at spotte fuglene, men det er jægerne, der trykker på aftrækkeren.
- Man må ikke skyde de voksne fugle længere, så for at bringe bestanden ned eller beholde dem på et fornuftigt niveau, så er vi nødt til at fjerne nogle af ungerne, siger Palle Myrdal Jensen.
I alt findes der omkring 130.000 ynglende rågepar i Danmark.
Tag med eleverne på rågejagt, og se hvordan de efterfølgende tilbereder rågerne i videoen øverst på siden.