Skattejagt i Stilling Sø
Tre århusianere vil forsøge at finde en flere hundrede år gammel skat på bunden af Stilling Sø.
Tre århusianske mænd håber, at de med lidt held kan finde en mere end 350 år gammel skat i Stilling Sø.
Efter at have studeret sagn og overleveringer om Christian den. 4's soldater er de tre mænd overbeviste om, at soldaterne i 1643 smed en skattekiste i Stilling Sø. De ville nemlig undgå, at skatten skulle falde i hænderne på de svenske soldater, der var på vej op igennem Jylland.
Den ene af de tre århusianske skattejægere, sportsdykkeren Lars Abel, mener, at kisten rummer guld og sølv for omkring en million kroner. Dem kan de få udleveret, hvis de afleverer skatten til Nationalmuseet.
De tre guldjægere håber at finde skatten ved at sejle ud i en gummibåd og lade en specialbygget metal-detektor gennemsøge bunden af søen.