SKAT stoppede fest

Afslørede stort lager af tyske drikkevarer

Foto: Flickr

Ved en aktion i Randers har SKAT stoppet en større fest, før dem kom i gang. SKAT havde fået et tip om, at drikkevarerne var hentet i Tyskland, og ved en aktion sammen med Østjyllands Politi blev det konstateret, at det var helt korrekt   

Der blev beslaglagt 100 flasker spiritus og 3.300 dåser/flasker øl, vand og cider.

- Da vi ankom til stedet, kunne vi straks konstatere, at de drikkevarer, der var til salg i baren, ikke var påsat lovpligtig pantmærkat eller banderoler, siger specialkonsulent Dorthe Rasmussen fra Punktafgifter Midtjylland i en pressemeddelelse.

Festarrangøren havde solgt entre/drinksbilletter til interesserede gæster. Han oplyste, at han selv havde hentet drikkevarerne i Tyskland, for at sælge dem til festen.

Dette vil komme til at koste den "uheldige" festarrangør dyrt. Han kan se frem til en regning fra SKAT på ca. 8.000 kr. i afgift samt en bøde på 20.000 kr.

- Vi opkræver afgift for det, vi kan se, der er snydt for. Og derudover får man en bøde på 5.000 kr., for hver afgift, der er snydt for. Hvis du både har snydt med afgift for spiritus, øl, sodavand og pant, så er det fire gange 5.000 kr., Og endelig, hvis der er gentagelsestilfælde, og en virksomhed bliver afsløret i at snyde for anden gang, bliver bøden på 10.000 kroner per overtrædelse, fortæller Dorthe Rasmussen.