Skarp kritik af AGF-ledelse

- Problemet er ikke dårlig ledelse. Problemet er, at der slet ingen ledelse er, siger assistenttræner.

AGF's manglende ledelse er skyld i klubbens dårlige resultater. Sådan lyder den krystalklare kritik fra afgående assistenttræner i AGF, Olafur Kristjansson.

- Der er ikke tale om dårlig ledelse i AGF. Der er ingen ledelse, siger den islandske assistenttræner, som ikke har fået forlænget sin kontrakt med Århus-klubben.

Dermed blev lørdagens 0-2-nederlag til Viborg Kristjanssons sidste i klubben.

Selv siger han, at det ikke er bitterhed, der får ham til at tale ud, men derimod en bøn til klubben om at sætte sig ned og finde ud af hvad den vil.

Et par af kritikpunkterne er de manglende, konkrete visioner og spillerrotationen i klubben.

- Det er tankevækkende, at de mange spillere, der har forladt klubben, blomstrer i deres nye klubber. Det er et spørgsmål om, at spillerne trives. Det gør de ikke i AGF. Der er alt for megen usikkerhed og spillerne er usikre på deres situation. Det skyldes primært, at topledelsen kommunikerer ufatteligt dårligt med resten af klubben, siger Olafur Kristjansson efter sin sidste kamp, som assisterende træner for Søren Åkeby.

Islændingen mener derimod ikke, at cheftræneren bærer ansvaret for klubbens situation.

- Uanset hvilken træner, der sidder i sædet, vil opgaven være svær, så længe ledelsen er den samme.

Det bliver en meget svær båd at vende, siger den afgående træner.