Skanderborg tabte til Kolding
Var foran 17-15 ved pausen
KIF Kolding er med lørdagens sejr på 32-30 over Skanderborg det eneste hold i Herre Håndbold Ligaen, der holder nogenlunde trit med det suveræne tophold fra AG København.
Bo Spellerberg og holdkammeraterne er med sejren tre point efter AG København. Koldingenserne har samtidig skabt et hul på samme størrelse til Bjerringbro-Silkeborg på tredjepladsen.
Ved pausen var der dog ikke meget, der tydede på en udesejr til gæsterne fra Kolding.
Bagud 15-17 fik Spellerberg og co. alligevel rejst sig og kørt sejren hjem i de sidste 30 minutter. Topscorer for KIF Kolding blev svenske Lukas Karlsson med seks mål.
Dermed fik Kolding udnyttet, at Bjerringbro-Silkeborg fredag tabte udekampen til Mors-Thy Håndbold.
Senere lørdag mødes Skjern og Aalborg samt Nordsjælland og Skive. Derudover tager Lemvig-Thyborøn imod Sønderjyske.