Skal betale erstatning til Falck
Kommuner begik væsentlige fejl ved udbud, mener klagenævn
Redningskorpset Falck har fået tilkendt en erstatning på 100.000 kroner af Klagenævnet for Udbud efter at have vundet en klagesag mod Nord- og Syddjurs Kommuner om udbuddet af en brandkontrakt. Det oplyser Falck i en pressemeddelelse.
Klagenævnet fastslår blandt andet i kendelsen, at der er "handlet ansvarspådragende over for Falck, der forgæves afgav tilbud som følge af de væsentlige fejl, der blev begået i forbindelse med udarbejdelsen af kontrolbuddet".
Regionsdirektør i Falck Region Midt, Gunnar Thykjær, er tilfreds med afgørelsen - også selv om Falck tidligere har afslået et forligstilbud fra de to kommuner, hvor beløbet var større.
- Beløbets størrelse er ikke så vigtigt for Falck, men det er derimod overordentligt vigtigt principielt at få fastlået, at kommuner er erstatningsansvarlige, hvis reglerne ikke overholdes. Vi ville ikke indgå et forlig, fordi vi netop ville have nævnets tydelige afgørelse på dette punkt. Derfor er vi glade for, at der er sat punktum for sagen med så klar en kendelse, siger Gunnar Thykjær i pressemeddelesen.