SK risikerer at miste hollænder

Pearl van der Wissel vil væk fra klubben

Den kriseramte håndboldklub SK Aarhus risikerer at miste sin største spillerprofil, hollandske Pearl van der Wissel, skriver JP Aarhus.

Da klubben var i krise for nylig, og spillerne blev opfordret til at søge nye klubber, lavede Pearl van der Wissel en mundtlig aftale med HC Odense.

Men nu er Aarhus-klubben reddet, og den mener at hollænderen skal fortsætte, mens Odense-klubben mener at have en aftale. Der er dermed lagt op til en strid, som jurister må afgøre, mener HC Odense.

Hovedpersonen selv siger til JP Aarhus, at hun ikke ønsker at fortsætte i SK Aarhus.

- Jeg har det dårligt med situationen, og som jeg har det nu, kan jeg ikke spille håndbold, siger hun til JP Aarhus

SK Aarhus møder i aften Randers HK på udebane.