Sjusk med ansøgninger
Kritik af Norddjurs Kommune, som mandag uddelte nye taxabevillinger. En af ansøgningerne var nemlig blevet væk.
Ansøgningen blev afleveret en dag før fristen udløb, og kommunen kvitterede for den.
Alligevel var Jette Pedersen ikke med i slutspurten om de seks taxa-bevillinger, som Norddjurs Kommune uddelte i mandags.
Ingen kunne finde ansøgningen.
Efter intens eftersøgning blev den dog fundet onsdag eftermiddag, skriver Århus Stiftstidende.
Men det hjælper ikke Jette Pedersen. Hun mener, at kommunen nu bør annullere tildelingen af de seks nye bevillinger.
- Hvis min ansøgning ikke har været med i forvaltningens bedømmelsesgrundlag, er tildelingen af bevillingerne sket på et ufuldstændigt og ukorrekt grundlag. Det er også højst kritisabelt og ikke i overensstemmelse med god forvaltningsskik, at en ansøgning forlægges af kommunen, siger hun til avisen.
Jette Pedersen vil nu vente og se, om kommunen lader tildelingen af bevillinger gå om. Sker det ikke, vil hun overveje et sagsanlæg.
Miljø- og teknikudvalget skal nu mødes snarest for at drøfte en løsning på hele sagen.