Silkeborg vinder innovationspris
Prisen går til projektet "Nyt liv i køkkenet"
Det kunne have gået helt galt, da Silkeborg Kommune tilbage i 2010 gennemførte en dramatisk sparerunde.
Aktivitetscentret Rosengårdcentret - der er et aktivitetscenter for ældre - var lukningstruet, og de ældre var på barrikaderne med store demonstrationer foran rådhuset i Silkeborg.
I sidste ende fik Rosengårdcentret pålagt en besparelse på 50 %, og politikerne bad Rosengårdcentret om at se på mulighederne for at udlicitere deres køkken. Men det blev for meget for medarbejderne.
- Vi kunne slet ikke bære, at køkkenet skulle udliciteres eller være et modtagekøkken. Køkkenet er jo livsnerven i vores hus, så vi var helt nede i kulkælderen. Men så var det, min økonoma Birgit Larsen fik den idé, at vi kunne prøve at kontakte psykiatrien og spørge, om der ikke var nogen i deres system, der havde nogle kompetencer, vi kunne bruge, siger Elizabeth Gudberg, der er leder af Rosengårdcentret i Silkeborg.
Et anderledes samarbejde
I dag arbejder brugermedarbejdere fra Socialpsykiatrien side om side med det køkkenpersonale i Rosengårdcentret, der er tilbage efter sparerunden. Det er en løsning, alle er glade for. Ja, faktisk er det en win-win-win historie.
- Køkkenpersonalet er glade for, at vi kunne bibeholde køkkenet som en god arbejdsplads. De ældre er glade for, at de fortsat kan få en god og ernæringsrigtig kost i Rosengårdcentret. Og brugermedarbejderne fra Socialpsykiatrien trives. De oplever, at der er fokus på deres kompetencer - og ikke på deres diagnoser, siger Elizabeth Gudberg.
Thomas Nick Hamann, der er leder i Socialpsykiatrien supplerer:
- Helt konkret har skiftet ført til et fald i brugermedarbejdernes sygefravær på 20 %, og projektet har været en øjenåbner for vores fremadrettede arbejde i Socialpsykiatrien - bl.a. i forbindelse med etableringen af Psykiatriens Hus, der åbner i 2012, siger Thomas Nick Hamann, der er leder af de socialpsykiatriske dagtilbud i Silkeborg Kommune.
Projekt "Nyt liv i køkkenet" blev indledt i september 2010 og har været fuldt implementeret siden 1. marts 2011.