Silkeborg sender fortsat gips til Tyskland

Miljøstyrelsen siger stop. Alligevel fortsætter Silkeborg Kommune med at sende gipsaffald til Hannover

Sidste år blev flere østjyske kommune kritiseret for at sende gipsaffald til Thüringen i Tyskland. Her blev gipsen lagt på et slaggebjerg fra en saltmine, men miljøminister Karen Ellemann stoppede ordningen, fordi de tyske myndigheder ikke kunne dokumentere, at gipsen ikke var miljøskadelig.

I Silkeborg stoppede de også eksporten til Thüringen, men begyndte i stedet, som TV 2 | ØSTJYLLAND dokumenterede i går, at sende affaldet til Hannover, hvor det også opbevares på et slaggebjerg fra en saltmine.

Hos Silkeborg Kommune afviser de at stoppe eksporten, selvom gipsen kan genanvendes i Danmark. I stedet henholder kommunen sig til, at Miljøstyrelsen i Danmark lige nu undersøger, om slaggebjerget i Hannover må bruges til opbevaring af gipsaffaldet.

- Så lang tid vi ikke hører fra Miljøstyrelsen, så har vi tillid til det. Kommunen sætter ikke selv en undersøgelse i gang i Tyskland, og jeg tager heller ikke selv til Tyskland for at se om det er i orden. Hvorfor? Det er fordi vores økonomi er så trængt, at det har vi faktisk ikke råd til. Drejer det her sig om penge? Det ved jeg ikke om det gør. Det er ikke det, der er det væsentlige, siger formand Hans Okholm

Hvis Silkeborg Kommune skulle af med gipsaffaldet i Danmark ville det være dyrere, og der er flere kritikere af ordningen i EU. Blandt andet Dan Jørgensen, medlem af Europaparlamentet for Socialdemokraterne, der forlanger at Miljøministeren helt forbyder eksport af gipsaffald fra Danmark.