Silkeborg IF tabte sejren på gulvet
En Horsens-scoring i dommerens tillægstid betyder, at Silkeborg IF stadig har årets første hjemmesejr til gode.
Silkeborg var onsdag aften få sekunder fra årets første hjemmesejr, men AC Horsens udlignede i overtiden og dukkede hjemmeholdets overlevelseshåb alvorligt.
En sejr til Silkeborg kunne have bragt dem bare seks point efter Viborg over nedrykningsstregen, men silkeborgenserne er nu otte point bagefter med bare fire kampe igen.
AC Horsens dominerede kampen og burde have bragt sig foran flere gange ved Gilberto Macena, Niels Lodberg og Ali Gerba. I stedet bragte Jens Berthel Askou Silkeborg foran efter 30
minutter på holdets første chance.
AC Horsens var fortsat bedst i anden halvleg, men måtte vente til de døende sekunder, før Mads Rieper headede et fortjent point hjem til østjyderne.