Silkeborg fordømmer brændte chancer
Manglende koldblodighed foran målet koster SIF sejren
Der var en flok stærkt utilfredse Silkeborg-spillere, der gik i omklædningsrummet efter 1-2-nederlaget til FC Nordsjælland i Superligaen.
Midtbanespilleren Kasper Risgård, der bragte jyderne foran og var stærkt impliceret i FC Nordsjællands udligning, mener, at Silkeborg lige så godt kunne have kørt hjem med en sejr i bagagen.
- Det ville have været fortjent med et eller tre point til os. Vi skal jo bare lukke kampen. Vi har flere kæmpechancer i første halvleg, og de kom ikke frem til noget som helst i første halvleg, siger Kasper Risgård til TV2 Sport.
Han bakkes op af holdkammeraten Henrik "Tømrer" Pedersen.
- Vi skal jo score to-tre mål på vores chancer. Vi havde rigtig godt styr på dem i første halvleg, specielt fysisk. Men i anden halvleg var det ikke godt nok, siger Silkeborg-anføreren.
Efter pauseføringen overlod Silkeborg-holdet noget af initiativet til nordsjællænderne, og Kasper Risgård kan efterhånden se en tendens i holdets præstationer efter pausen.
- Vores anden halvleg er lidt typisk for det her efterår. Vi falder langt tilbage og hænger ikke rigtigt sammen. Vi har endnu ikke stået distancen i 90 minutter endnu, fortæller Kasper Risgård.
Silkeborg ligger nu midt i Superligaen med fire point efter fire kampe.
I næste weekend venter der lidt af et lokalderby, når silkeborgenserne hjemme tager imod AGF.