Sikres mod fangeflugt
Det bliver nu vanskeligere at flygte fra Psykiatrisk Hospital i Risskov
Regionsrådet ventes nemlig på mødet 23. marts at godkende et 20 millioner kroners forslag til at udvide, renovere og sikre sengeafsnittet for behandlingsdømte patienter.
Ifølge Århus Stiftstidende er det Socialdemokratiet, SF og det radikale, der mønstrer et flertal i regionsrådet, som har tilskyndet til planen, der skal skaffe bedre forhold og færre fangeflugter.
Projektet går ud på at ombygge et alment sengeafsnit, så det tilpasses retspsykiatriske patienter.
Blandt andet etableres der særligt sikrede vinduer i alle rum, som patienterne ikke selv kan åbne, og der opføres også et fire meter højt sikringshegn. Målet er at løse nogle af de problemer, der har været med fangeflugter.
Der forekom over 20 tilfælde af fange flugter fra retspsykiatrisk afdeling i 2010. Det nye afsnit ventes indviet 1. december.