Sikkerhedsbrist i Friheden

En lille pige var tæt på at komme til skade ved forlystelse i Tivoli Friheden i Århus. Personalet opdagede intet.

Ønsket om en tur i "Den Blå Ballon" var tæt på at gå galt for en kun fire-årig pige forleden.

Pigen var i Tivoli Friheden med sin mor, og hun ville prøve forlystelsen.

Det lykkedes hende dog ikke at få åbnet døren til gondolen, hun skulle sidde i, og mens hun stadig kæmpede med at åbne den, satte forlystelsen i gang, skriver JP Århus.

Pigens mor, Hanne Møller Nielsen fra Skejby, stod på den anden side af et hegn for at se på, og hun fik fat i datteren og holdt hende fast indtil en mand kravlede over og fik pigen væk.

Ifølge avisen reagerede medarbejderen på stedet ikke.

- Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis hun var blevet ramt af en gondol - eller endnu værre: hvis det var lykkedes hende at få et ben op i forlystelsen, da den gik i gang. Hun kunne også have fundet på at gribe fat i en gondol i bevægelse, og så kunne hun være blevet slynget bort. Sikkerheden var slet ikke i orden, siger Hanne Møller Nielsen.

Tivoli Frihedens administrerende direktør, Henrik R. Olesen, kalder hændelsen en menneskelig fejl.