Sigtet for 7-Eleven-røveri

En 29-årig mand blev lørdag morgen anholdt og sigtet for røverilignende forhold og trusler mod vidner

Foto: Google Maps

Østjyllands Politi fremstiller lørdag en 29-årig mand i grundlovsforhør, efter at han blev anholdt lørdag morgen i Aarhus.

- Han er anholdt i forbindelse med noget uorden i en 7-Eleven-kiosk i Knudsrisgade. Han er sigtet for røverilignende forhold og trusler mod vidner, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Og det er ikke tilfældigt, at man har valgt at være hurtig med fremstillingen af manden.

- Han er tidligere dømt for lignende kriminalitet og var netop blevet løsladt, siger Thomas Hinge.

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i eftermiddag.