Sidste chance for at sende juleposten

De ansatte på Post Danmarks pakkecentral i Risskov arbejder på højtryk for at få breve og pakker ud inden jul.

Juletiden er ikke kun hektisk for småbørnsforældre og butiks-ansatte.

Også Post Danmarks medarbejdere har rygende travlt for at sørge for, at breve og pakker kommer frem inden juleaften.

Blandt andet på Post Danmarks pakkecentral i Risskov i Århus var der travlt, da TV 2 | ØSTJYLLAND kiggede indenfor fredag formiddag.

- Der er masser af pakker. I løbet af ugen har vi haft 10.500 pakker, så der er masser at rive i. Vi har skudt mødetiden lidt frem, så vi møder allerede klokken halv fem, siger distributionsleder Jan Bak til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Fredag er i øvrigt sidste chance for at få sendt julekort og pakker, hvis man skal være sikker på, at de når frem i tide.