SFO-leder: Ikke sket fejl
Både SFO'en i Beder og Østjyllands Politi vurderer, at der ikke blev begået fejl, da en seksårig pige blev væk
I SFO'en på Beder Skole bliver der naturligvis set med stor alvor på, at en seksårig pige i to en halv time var blevet væk fra SFO'ens personale og senere Østjyllands Politi.
Se: Seksårig forsvandt fra SFO
SFO-leder Jørgen Møller siger, at man vil evaluere på situationen.
- Du kan tro, vi vil overveje, om der er noget, vi kan gøre anderledes. Vi vil også i dialog med forældrene om, hvad de tænker. Men min klare vurdering er, at der ikke er blevet begået fejl, siger Jørgen Møller til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det var også Østjyllands Politis vurdering, at alt forløb, som det skulle.
Jørgen Møller har efter godkendelse af pigens forældre sendt en mail til forældrene til alle børn på SFO'en og på Beder Skole i øvrigt. I den mail, som TV 2 | ØSTJYLLAND har fået lov at se med alle navne bortcensureret, står der blandt andet:
'Måske sidder I og tænker, om det overhovedet er muligt, at et barn kan forlade SFO, uden vi opdager det. Ja, desværre er det en mulighed.
Vi hverken kan eller skal holde alle børn under skarpt opsyn. Der var 3 voksne ude på legepladsen imellem kl. 16.00 og 16.10, hvor X må have forladt området, og alligevel sker det.' ?
'Bemandingen var i orden både på legepladsen og generelt i SFOèn, men vi vil naturligvis grundigt overveje og drøfte med hinanden, om der er ting, vi kan gøre anderledes, for at minimere risikoen for, at det sker igen. Men som sagt vil jeg aldrig kunne udstikke en garanti for, at det ikke kan ske igen'.
Jørgen Møller fortæller desuden, at pigens forældre naturligvis er berørte af situationen.