SF vil bane vejen for bilfrie søndage

Onsdag skal byrådet i Aarhus diskutere Socialistisk Folkepartis forslag om, at udvalgte søndage i centrale dele af Aarhus skal være bilfri

01:54

VIDEO: SF foreslår, at udvalgte søndage i Aarhus skal være bilfrie. Det er der delte meninger om blandt borgerne i Aarhus.

Bilfri søndag.

Det lyder måske lidt som et forslag fra historiebøgerne, men ikke desto mindre vil Socialistisk Folkeparti i Aarhus gerne have dig til at bruge bilen lidt mindre. Derfor foreslår de at indføre bilfrie søndage i dele af midtbyen.

Læs også Aarhus Byråd diskuterer bilfri søndag

- Det giver mening at indføre bilfri søndag, fordi det er godt for miljøet. Det kan være med til at skabe debat om, hvordan vi transporterer os i Aarhus. Det giver mening, fordi at mange børn bliver syge af forurening fra biler, siger medlem teknisk udvalg, Jan Ravn Christensen (SF).

Mens hele landet tirsdag diskuterer klimaudspil på Christiansborg, skal byrådet i Aarhus onsdag diskutere et forslag om at gøre søndage bilfrie i det centrale Aarhus.

Det giver mening at indføre bilfri søndag, fordi det er godt for miljøet. Det kan være med til at skabe debat om, hvordan vi transporterer os i Aarhus.

Jan Ravn Christensen (SF), medlem af teknisk udvalg, Aarhus Kommune 

Socialdemokratiet er ikke afvisende over for forslaget.

- Socialdemokratiet er ikke afvisende, men der skal nogle undersøgelser til i forhold til om den kollektive trafik kan løse opgaven - om det behov der vil være for transport til og fra byen, siger medlem af teknisk udvalg Ango Winther (S), til TV2 ØSTJYLLAND.

Jan Ravn Christensen mener også, at der med bilfrie søndage giver adgang til, at børn kan komme ud uden, at man skal være bekymret for biler.

Delte meninger 

Blandt borgerne er der delte meninger om forslaget.

- Det synes jeg er håbløst. Hvis vi kører i elbiler, så udleder vi ikke noget, men vi kan da ikke stoppe med at køre i bil. Det er som at gå tilbage til middelalderen, siger Michael Ellegaard fra Højbjerg.  

Sådan ser Sofie Black fra Aarhus ikke på det.

Det ville være godt for miljøet. Det gør mig ikke så meget, så må man tage bussen eller cyklen.

Sofie Black, Aarhus 

- Det ville være godt for miljøet. Det gør mig ikke så meget, så må man tage bussen eller cyklen, siger hun.

Birgit Erichsen fra Mors besøger ofte sin søn i Aarhus, og hun synes ikke om forslaget.

Bilfrie søndage vil gøre det besværligt for Birgit Erichsen, som ofte besøger sin søn i Aarhus. 

- Hvis vi skal besøge vores familie og venner, så er det ofte om søndagen, så det tror jeg ikke, at jeg ville synes godt om. Jeg synes stadig væk, at vi skal lov til at køre bil, når vi gerne vil køre bil, siger hun.

Til at begynde med handler det for Socialistisk Folkeparti om at få en debat i gang om, hvordan man transporterer sig rundt.

- Forslaget går ud på, at vi finder en eller to søndage om året, hvor vi lukker den centrale del Aarhus af. Hvis der er behov for mere, har vi ikke noget problem med at udvide til flere søndage, siger Jan Ravn Christensen.

Læs også Enhedslisten: Bilerne ud af Latinerkvarteret