Serievoldtægtsmand dømt

Anklageren ville have haft manden i forvarring

Det lykkedes ikke anklageren at overbevise retten om, at en 29-årig mand skulle straffes med forvaring for en række grove sexovergreb rundt om i Jylland.

Et mindretal af nævningetinget i Aarhus var indstillet på at give manden den tidsubestemte straf. Men flertallet stemte torsdag eftermiddag for i stedet at sende ham seks et halvt år i fængsel.

Han blev dømt for at have voldtaget fire udenlandske prostituerede. Ved nogle af overgrebene skulle han have brugt en pistolattrap for at give sine trusler vægt. 

De mange overgreb fandt sted i både Nord-, Vest- og Østjylland i hhv. foråret og efteråret sidste år.

Nogle af voldtægterne skete med kun en enkel dags mellemrum, og en af kvinderne blev udsat for voldtægt to gange, da manden efter mere end et halvt år vendte tilbage til hende.  Da han blev anholdt, nægtede han al kendskab til voldtægterne.

Men senere har han erkendt.

- Beviserne er der jo, spillet er ude, har den 29-årige tidligere udtalt.

Når anklageren vurderede, at manden er så farlig, at han burde idømmes forvaring, så er det fordi, det ikke er første gang, han tvinger sig til sex med kvinder.

I 2003 fik han således en dom på et år og tre måneder for tre voldtægtsforsøg i Vejle.