Ser stort på hastighedsgrænser trods vejarbejde

Bilister kører for hurtigt på den stærkt trafikerede Søftenvej nord for Århus. Flere har påkørt betonklodser.

Det er ikke alle bilister, der letter foden fra speederen, når de opdager, at der er vejarbejde.

På Søftenvej nordvest for Århus er der mange, der ser stort på de skilte, der skal få hastigheden på strækningen ned.

I øjeblikket er der en del vejarbejde på den fire-sporede vej, der forbinder IKEA-rundkørslen i Skejby med Motorvej E45. Flere gange er trafikanter kørt ind i de betonklodser, der skal beskytte vejarbejderne på strækningen.

Tidligt nytårsmorgen var netop mødet med en betonklods årsag til, at en familiefar fra Skanderborg mistede livet, da han med høj fart kom kørende ad Søftenvej.

- Politiet har været ude med radaren, men vi må konstatere, at mange stadig kører alt for stærkt, siger Vejdirektoratets tilsynsførende Anders Warén Larsen til Århus Stiftstidende.

Hvis bilisterne overholdt reglerne, ville alvorlige ulykker kunne undgås.

- Der er en hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen, og overholder man den, og det alligevel går galt, går det i det mindste ikke så galt, siger han til avisen.